19. november 2008

Facebook Interview 1 – Ditte, 18 år, gymnasieelev

Ditte er indfødt på nettet. Hun er vokset op med det sociale netværk Arto, så Facebook er egentlig ikke så nyt for hende. MSN kører altid når hun laver lektier og hun sender så mange sms’er på en dag at Fri SMS er kategorisk i hendes telefonabonnement.

Hun og hendes veninder har lagt mærke til at reklamerne på Facebook er mere målrettet dem end på fx politiken.dk. Fx har de lagt mærke til at man kan få afbleget tænder for 300 kr. og at Only har lanceret en Webshop. De kan især godt lide reklamer for livsstilsprodukter.
Hun er venner med nogle kendte danskere på Facebook, fordi det er en mere personlig måde at få updates og høre nye sange end andre steder på nettet. Hun tror hun vil blive ved med at bruge Facebook i fremtiden, men dog mere professionelt – til at brande hende selv.


Optagelse del 2. Om reklamerne på Facebook og andre sociale medier:


Transkribering:
I1: Hvorfor oprettede du din profil?
S1: Fordi min storebror gennem længere tid havde anbefalet det. Til sidst bukkede jeg under for presset.
I2: Kun pres fra din storebror?
S2 Nej, flere og flere fra min klasse også.
I3: Brugte du Facebook hver dag?
S3: lige i starten ja. Der sad jeg nogle timer hver dag, var lidt nørdet med det. Fandt venner og tilføjede en masse. Tilmeldte mig en masse grupper.
I4: Hvad fik dig til at komme tilbage til sitet fra gang til gang?
S4: Spændingen i om nogen havde tilføjet en, og komme ind og se hvordan det stod til med folks liv, status og personlige oplysninger osv.

I5: Tjekker du folks statusbeskeder eller hvad de laver jævnligt?
S5: Når jeg kommer ind tjekker jeg ”home”, alle mine venners nyeste opdateringer. Tjekker alle invitationer til foredrag og arrangementer. Men det er ikke fordi jeg har behov for at komme derind hver dag.
I6 Hvad bruger du Facebook til, nu og på sigt?
S6 primært at holde kontakt til gamle klassekammerater. Og så er jeg medlem af nogle forskellige grupper eller foredragsarrangementer, som jeg ikke kan få oplysninger om andre steder end Facebook, så der er jeg nød til at holde mig ajour.
I7: hvornår bruger du Facebook?
S7: der sent om aften når man har lidt tid efter lektierne, eller når man ikke lige kan tage sig sammen. Nogle i min klasse gør det omme i skolen, i pauserne, så tjekker de lige deres Facebook. Men så fanatisk er jeg ikke.
I8: er der mange der gør det?
S8: der er nok 3 fra min klasse.
I9: Er der nogen der har Facebook på mobilen?
S9: nej, ikke så vidt jeg ved.

I10: fordele og ulemper ved Facebook?
S10: Fx nu har jeg vennegrupper for min folkeskole, 10. Klasse og gymnasium – på den måde har jeg fået kontakt med folk som jeg ikke har snakket med i 2-3 år. Det synes jeg er meget spændende fordi så kan man følge med i folks liv. Måske hvis man på et tidspunkt skal aftale noget jubilæumshalløj, så kan man gøre det på Facebook.

I11: nogle ting du har studset over?
S11: Jeg blev overrasket i valgkampen, sidste år i Danmark, at det lige pludselig blev in for politikerne at benytte sig af at være på Facebook og få så mange venner som muligt. Det synes jeg var sådan lidt… medieperverst. Men nu er jeg faktisk medlem af sådan en støttegruppe for Obama…
I12: Var du inde og tjekke nogen politikeres sider?
S12: Ja, Anders Fogh, for jeg skulle da lige se hvordan og hvorledes med alle de venner han snakkede om.
I13: Men det synes du var lidt mærkeligt?
S13: Jeg ved ikke om jeg synes det var decideret mærkeligt. Jeg synes det var en lidt finurlig brug af det virtuelle at man lige pludselig skulle have personlige venner, altså inde på nettet. Altså det er jo ikke nogen han kender. Og så kørte medierne det op til sådan en kamp med Fogh og Thorning om hvem der kunne få flest venner på Facebook.
I14: Ville du synes det på samme måde var mærkeligt hvis en virksomhedsdirektør, fx Straarup fra Danske Bank, havde 2000 venner på Facebook?
S14: et eller andet sted, ja, men måske ville vennerne bare være et udtryk for at folk måske beundrede hans arbejde eller faglige kompetencer. Forskellen er at politikerne benyttede sig af det i valgkampen… jeg synes det var sådan et lidt ulækkert forsøg på at gøre sig jordnær og ven med alle sine vælgere, hvorimod med sådan en direktør er det måske bare sjovt at være ven med. Det ville måske forbedre folks indtryk af at han ikke bare var sådan en kapitalistisk førerhan som bare styrede sit firma med hård hånd, men at han var mere jordnær og folkelig.
I15: kunne du finde på at blive venner med en fra et firma du syntes var rigtig sejt?
S15: ja, det kunne jeg godt.
I16: Er du venner med nogen kendte personer?
S16: Omar Mazouk og en københavnsk rapper der hedder Zaki.
I17: tjekker du så deres profiler?
S17: Ja, nogen gange. Fx var jeg inde at se Omars sidste standup show og jeg ved at han benytter Facebook som formidling til hans nye shows, og så vil jeg jo gerne ind og tjekke ud hvornår de kommer osv. Og med Zaki, så lægger han sange ind løbende på Facebook hvor man kan høre dem og det benytter jeg nogen gange, men jeg sidder ikke og kigger på deres personlige beskeder med venner – det er lidt uinteressant.
I18: Men kan man ikke finde deres sange og tour updates på deres hjemmesider?
S18: Jo, men når man nu er venner med dem på Facebook, så er det måske lidt mere personligt at gå ind og tjekke deres side. Fx når man sidder og hører Zakis nye sang, så kan man foroven se hans profilbillede hvor der står hans fødeby og alder og status ”jeg er lidt stresset for tiden, men nyder sommeren”… og så bliver det hele lidt mere hyggeligt end hvis man bare går ind på youtube og hører dem.

I19: Nogen negative ting ved at bringe sin person ud på nettet?
S19: Der er dem som flere gange om dagen opdaterer deres humør, lægger familiebilleder ind af små børn og hundehvalpe og forretningsrejser – der tænker man nogen gange: wow, prøv at have et liv i virkeligheden! Frem for bare at sidde derinde og nørde den af hele tiden. Mine veninder ville nok tænke om mig hvis man kunne se jeg var online hele tiden ved at skifte humør og lægge tusind billeder ind – ja, så ville de nok lige prikke til mig og sige jeg skulle bruge noget mere tid i den virkelige verden.
I20: Stikke hovedet op over overfladen?
S20: Ja, præcis.
I21: Du lader altså nogen gange være med at gøre noget for ikke at vise at du er online?
S21: Altså nogen gange har jeg lyst til at skrive et eller andet i mit humør, men så tænker jeg over at både dem jeg er venner med og også deres venner kan se det jeg skriver. Jeg føler også det kan blive lidt for personligt.

I22: Har du lagt mærke til de reklamer, der er på sitet?
S22: Ja, helt sikkert! lige nu kører de sådan nogen kampagner med at man kan få afbleget tænder for 300 kr., og ikke kun mig selv, men mange af mine veninder har trykket på det link, fordi at det appellerer til os... og det samme med forskellige andre reklamer, fx tøjmærket Only de havde lanceret en webshop hvor man kunne bestille tøj – den har jeg også været inde at tjekke ud...
I23: Hvor meget lægger du mærke til reklamerne i forhold til på andre hjemmesider?
S23: Det kommer lidt an på om der er noget at lave inde på Facebook, hvis jeg fx ikke har fået en masse beskeder eller venneanmodninger, så sidder jeg og kigger rundt på reklamerne… jeg lægger måske mere mærke til dem end på politiken.dk, der kigger jeg overhovedet ikke på reklamerne, der er de kun en irritationsfaktor, hvor inde på Facebook lægger jeg mærke til dem og tænker selvfølgelig også over at de virkelig har sørget for at lægge nogle reklamer som også henvender sig til de målgrupper der er at finde derinde…
I24: Så du synes altså de er godt kørende med reklamerne?
S24: Jeg synes ikke der er for mange, det er ikke sådan at det irriterer mig, men havde der været proppet med reklamer, så man virkelig fik det indtryk at det kun kunne køre rundt med 10 reklamer der ligger og fylder, så ville jeg overhovedet ikke bruge Facebook.
I25: Er det bestemte produkter som du synes passer når du er på Facebook?
S25: Jeg tror meget det er livsstilsprodukter. Jeg har også lagt mærke til at der har været nogle reklamer for livsstilsmagasiner og biler osv. Så det er ikke fx bank-reklamer, men meget noget som appellerer til ens livsstil og det ydre.

I26: Er du på andre sociale medier?
S26: Fra jeg var 12-15 år kunner jeg nemt ruge mange timer efter skole på at sidde på Arto – og senere Meet your messenger… for meget spam og reklamer, men det er måske bare ikke min målgruppe længere.
I27: Men du sagde at du overvejer at få en blog?
S27: Ja, der er jo mange forskellige måder man kan komme ud med sine synspunkter og holdninger. Avisen med læserbreve, men også blog-funktionen, fx følger jeg med i nogle blogs og kender også nogle der tjener penge på det. Ikke så meget for at tjene penge, men det er fedt at have en side hvor man kan give sine meninger frit løb. Også fordi det er i det virtuelle, det er lidt spændende hvis andre går ind og læser det og kommenterer på det.

I28: Tror du at du vil blive ved med at bruge Facebook?
S28: Ja, det tror jeg faktisk. Ofte er sådan nogle steder døgnfluer, men nu har jeg fået etableret en masse vennegruppe og foreninger og arrangementer. Specielt det med vennegrupperne – der er mange af mine gamle klassekammerater hvis numre jeg ikke har og ikke lige kan skaffe, men så har jeg dem på Facebook, så hvis jeg skal have fat i dem eller benytte mig af deres kontakter, så har jeg dem på Facebook.
I29: Vil du bruge Facebook til andre ting i fremtiden?
S29: Ja, når jeg begynder at studerer på Uni og skal ud på arbejdsmarkedet og skabe en karriere, så tror da også jeg vil bruge det til at have nogle professionelle kontakter. Nu er det mere personlige bånd og venskaber. Men i fremtiden bruger jeg det måske mere professionelt – til at brande mig selv.
I30: Du ser det som en brandplatform?
S30: Ja, sådan kan man sagtens se det. Supplerende med en blog hvor kan komme mere ind på holdninger og meninger, og så kan man have en henvisning til ens Facebook hvor folk kan tjekke det formelle: hvor man bor, hvor gammel man er og ens CV osv.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar